Ambulant Alkoholbehandling (§141)
Alkoholrådgivningens behandling er organiseret og udformet, som et integreret alkoholambulatorium, der sætter borgerens individuelle behov i højsædet.
Ambulant alkoholbehandling uden beregning
Alkoholrådgivningen er et godkendt alkoholambulatorium, hvor borgere kan henvende sig direkte og blive indskrevet, uden forudgående kontakt til egen læge eller kommune.
Personlig alkoholbehandlingsplan og screening
Når borgeren indskrives i Alkoholrådgivningen, udarbejdes der en screening, der målrettet identificerer den enkelte borgers behov for behandling på relevante områder. Ud fra resultaterne ved denne screening, udarbejdes der en behandlingsplan og man vil ved denne screening, også vurdere graden af alkoholmisbruget.
Alkoholrådgivningen har egen læge tilknyttet. Vores læge tager samtaler med de borgere, hvor det skønnes, at behovet er der. Ud over medicinsk støtte, i form af antabus og ambulante afrusninger, kan lægen også lave et alment sundheds tjek, for at vurdere den fysiske tilstand.
Mulighed for anonym alkoholbehandling uden offentlig registrering
I Alkoholrådgivningen er der, hvis borgeren af forskellige årsager ønsker det, mulighed for at være 100% anonym.
Omfang og indhold ved ambulant behandling
Ved et ambulant behandlingsforløb er der mulighed for at komme en eller to gange ugentligt. Dette kan være for at indtage Antabus og samtidig indgå i en individuel terapeutisk samtale. I indholdet af samtalerne ved disse sessioner vil der, ud fra evidensbaserede metoder, blive arbejdet målrettet med personlige mål og ønsker, som er etableret og tydeliggjort i den individuelle behandlingsplan. Formålet med disse individuelle samtaler er, at borgeren oplever at få et trygt rum til at tale om de følelsesladede emner, der kan opstå fra dag til dag under et forandringsforløb.
Som borger kan man også have samtaler med en socialrådgiver i stedet, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt. Disse samtaler kan blandt andet omfatte økonomisk oprydning/rådgivning, en erhvervsrettet plan, sygedagpengeanliggender med mere.
Under den ambulante behandlingsramme er der mulighed for at indgå i en eller to hele behandlingsdage. Dette skal dog særskilt godkendes af den respektive kommune. Behandlingen vil her primært bestå af gruppesessioner, foredrag og individuelle opgaver. Dette ambulante forløb er for borgere, der ønsker et mere intensivt behandlingsforløb, men hvor det ikke vurderes hensigtsmæssigt at komme alle ugens dage.
Opbygningen af den ambulante behandling giver borgeren (evt. betalende myndighed) mulighed for individuelt at tilpasse strukturen i selve behandlingsforløbet, så størst personligt udbytte opnås. Denne struktur kan variere i antallet af dage i behandling, inklusive lørdag, så dette eventuelt kan kombineres med job eller andet. I denne strukturering af behandlingsforløbet kan borgerne vælge mellem to behandlingsveje: Afholdenhed og Mådehold. Vi tilbyder to tilpassede opgavekoncepter, der understøtter både behovet for fuldstændig afholdenhed hos borgere med et fremtrædende alkoholmisbrug og behovet for nye strategier til at få alkoholvaner under kontrol eller genoprette dem.
Har du brug for hjælp? Klik her og udfyld vores kontaktformular, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt >
Du kan også ringe til os eller sende en e-mail. Alle alkoholrådgivningens kontaktinformationer kan findes ved at klikke her!